Skoler og undervisning

Undervisning

På Skagens Museum inviterer vi elever i alle aldre til at opleve og lære i helt særlige rammer. Når I besøger Skagens Museum, står I midt i det hele: Historien, kulturen og kunsten. Gennem dialog, leg og fordybelse, bliver skagensmalerne relevante for elevernes moderne liv og hverdag. Vores undervisning er tilrettelagt med afsæt i de fælles mål og tilpasses aldersgruppen.

UNDERVISNINGSFORLØB

VED VERDENS ENDE

Hvorfor endte så mange kunstnere lige netop i Skagen? Hvad skulle de i Skagen, og hvordan var forholdet mellem kunstnerne, de lokale skagboer og naturen?

Forløbet består både af læring, dialog og praksisøvelser, og beskæftiger sig med temaer omkring kontrasterne mellem kunstnerkoloniens Skagen og de lokale fiskerfamiliers Skagen, forholdet til naturen overfor byen, arbejdsliv og fritidsliv, forholdet til tro og religion, liv og død.

Forløbet tager afsæt i kunstværkerne i vores aktuelle samlingsudstilling. Vi kommer både til at fordybe os i enkelte værkers motiv, farver og teknikker, og til at snakke om temaer på tværs af forskellige kunstnere og værker.

På dette forløb kan I f.eks. opleve: Anna Anchers Et missionsmøde, Michael Anchers Den druknede eller P.S. Krøyers Sommeraften på Skagen Sønderstrand.

FÆLLESSKABET PÅ SPIDSEN

Kunstnerkolonien i Skagen var et skabende fællesskab – men hvad betyder det? Hvordan opstod fællesskabet i Skagen? Hvem var kunstnerne, og hvordan arbejdede de sammen? Hvordan hjalp de hinanden, og hvorfor?

Forløbet består både af læring, dialog og praksisøvelser, og beskæftiger sig med temaer omkring kunstnerkoloniens fællesskab, kunstnernes forskellighed og sociale sammenhængskraft, kunstnernes forhold til byen – herunder særligt til familien Brøndum – forskellige kunstsyn, inspiration og netværk.

Forløbet tager afsæt i kunstværkerne i vores aktuelle samlingsudstilling. Vi kommer både til at fordybe os i enkelte værkers motiv, farver og teknikker, og til at snakke om temaer på tværs af forskellige kunstnere og værker.

På dette forløb kan I f.eks. opleve: Brøndums spisesal, P.S. Krøyers Sankt Hansblus på Skagen strand eller Michael Anchers Ved frokostbordet.

VÆRKSTEDSFORLØB

Hvilke materialer arbejdede skagensmalerne med? Hvordan var deres kreative proces med at skabe et kunstværk, og hvilke teknikker brugte de?

Forløbet foregår i museets kreative værksted. I værkstedet har vi en legende og undersøgende tilgang til den praksisfaglighed som knytter sig til kunstnerfællesskabets metoder, materialer og teknikker. Eleverne får her mulighed for at undersøge kunsten gennem hænderne og kroppen. Vi skal fordybe os i materialerne og processerne bag skagensmalernes kunstværker.