Skagens
Museum
Skagens Museum
I 1908 blev de første sider i Skagens Museums historie skrevet af kunstnerne Michael Ancher, P.S. Krøyer og Laurits Tuxen samt hotelejer Degn Brøndum og erhvervsmanden Victor Chr. Klæbel, da de stiftede museet. De kontaktede Ulrik Plesner, som var arkitekt og en del af kredsen omkring kunstnerne, og bad ham tegne et museum.
Stifterne ville forevige det, der var blevet skabt i Skagen. Igennem 1870erne og 1880erne havde byen tiltrukket flere og flere unge malere, der ville noget andet end de guldaldermalere, der havde uddannet dem. De ville male verden, som de så den – de ville male i det fri og med inspiration fra bl.a. den franske naturalisme. I Skagen fandt de nye motiver, ny inspiration og ikke mindst hinanden. Kunstnere som Michael Ancher, P.S. Krøyer, Anna Ancher, Laurits Tuxen, Holger Drachmann, Christian Krohg, Oscar Björck og Marie Krøyer rejste til Skagen og dannede et livslangt kunstnerisk fællesskab. I Skagen skabte de hver for sig og sammen nogle af deres karrierers mest betydningsfulde værker.
20 år efter stiftelsen af Skagens Museum stod den ikoniske rødstensbygning færdig, og museet kunne åbne sin første udstilling i 1928. Samlingen bestod af 325 værker og den første direktør var kunsthistorikeren Karl Madsen, som også hørte til kunstnerfællesskabet.
Brøndums Spisesal blev føjet til museet i 1946. Degn Brøndum havde testamenteret salen til Skagens Museum, men på den betingelse, at den først måtte flyttes, når den sidste af hans søskende ikke længere boede på Brøndums Hotel – og det blev søsteren Marie Brøndum, der havde holdt hus på hotellet, og som gik bort i 1946. Spisesalen blev flyttet maleri for maleri og panel for panel fra Brøndums Hotel til Skagens Museum.
Museet undergik forskellige udvidelser i 1982, 1989 og 2004, inden man i 2014 tog fat på den mest omfattende udvidelse i museets historie: Nye udstillingsfaciliteter, et konserveringsværksted, en ny museumsbutik, nye gæstefaciliteter og en etage til administration blev tilføjet. I 2016 stod museet Skiferbygning færdig og blev indviet af Hendes Majestæt Dronning Margrethe den 12. februar.
I samme periode fusionerede Skagens Museum med kunstnerhjemmene Anchers Hus og Drachmanns Hus. De to kunstnerhjem havde tidligere været drevet af private fonde, men blev nu en del af Skagens Museum. Museet blev dermed to huse og haver rigere, samtidig med at Skagens Museums samling voksede fra 2000 værker – primært malerier, tegninger og enkelte skulpturer – til 20.000 genstande, kunstværker, fotografier, breve og meget mere.
Se Udstillinger
Skagens Museum byder altid på to større udstillinger. Fordyb dig i samlingsudstillingen, hvor der vises skiftende kunstværker fra museets store samling, og få nye perspektiver i skiftende særudstillinger, hvor der kastes nye blikke på skagensmalerne.
Skagens Museum
Åbent værksted
Find det åbne værksted på Skagens Museums første sal. Få fingrene i forskellige kreative aktiviteter, som er skabt i samarbejde med kunstnerfællesskabet Atelier Solcenter, der ligger i Skagen. Kunstnerne fra Atelier Solcenter skaber jævnligt nye aktiviteter til det åbne værksted, som altid tager udgangspunkt i Skagens Museums samling og udstillinger. Det åbne værksted er gratis og for alle.
Butikken
Gå på opdagelse i Museumsbutikken. Den er fyldt af ting der pynter, smager godt, fryder dig og gør dig klogere. Find bøger, plakater, tøj, kits til håndarbejde og meget mere – alt sammen med inspiration fra skagensmalernes kunst og farver.
Caféen
Drik en kop kaffe og spis et stykke kage i museumscaféen med udsigt til Brøndums Spisesal og Skagens Museums have. Caféen følger museets åbningstider.
Historiske bygninger
I Skagens Museums have kan du se to vigtige historiske bygninger. Havehuset er én af Skagens ældste bygninger, som blev Anna og Michael Anchers første fælles hjem. I dag bruges huset bl.a. til atelier for samtidskunstnere, der er en del af Skagen AiR, Skagens Museums artist in residence-program.
Find også Korntørringsmagasinet, et hvidkalket, kvadratisk hus, som var ét af P.S. Krøyers første atelierer i Skagen. Det fungerer nu også som atelier for Skagen AiR-kunstnere.
Haven
Skagens Museums have er fyldt med overraskelser. I haven findes skulpturer af bl.a. Waldemar S. Dahl og Axel Locher. Haven dyrkes efter det princip, at blomster og planter i haven skal kunne findes på kunstværker i museets samling, så gå på jagt efter bl.a. Alba Maxima-rosen fra P.S. Krøyers Roser fra 1893 og klematissen fra Anna Anchers Interiør med klematis fra 1913.