Kunstnerkolonien

Det hele begyndte med Holger Drachmann. I 1872 besøgte han Skagen og forelskede sig hovedkulds i det omskiftelige hav, lokalbefolkningens nøjsomme vilkår og den storslåede, barske natur. Han tog sin forelskelse med hjem til København, hvor fascinationen af det afsidesliggende sted bredte sig mellem en række yngre kunstnere.

De yngre kunstnere ville male noget andet end de guldaldermalere, der havde uddannet dem, og søgte bl.a. inspiration i den franske naturalisme. De ville ikke male bondeidyl, men de ville male det, de så – og de ville se noget nyt. Derfor blev de tiltrukket af Drachmanns fortælling om det barske, nøjsomme, storslåede Skagen, hvor man kunne finde helt nye motiver langt væk fra Københavns kunstcirkler.

Michael Ancher fulgte i Drachmanns fodspor i 1874 sammen med Karl Madsen, og her mødte Ancher for første gang Anna Brøndum, der senere blev hans hustru. Over de følgende år fandt mange flere kunstnere til Skagen: P.S. Krøyer, Laurits Tuxen, Carl Locher, Viggo Johansen, Christian Krohg, Oscar Björck og Marie Krøyer, men også arkitekterne Thorvald Bindesbøll og Ulrik Plesner, forfattere som Georg Brandes, Sophus Schandorph og Henrik Pontoppidan samt komponisten Carl Nielsen.

Kunstnerfællesskabet blev livs- og karrieredefinerende for mange af kunstnerne. De fik kunstneriske gennembrud med kunst fra Skagen, de blev en del af et netværk af unge kunstnere på vej ud i Europa, og blev én af Europas velkendte kunstnerfællesskaber. Mange af dem vendte tilbage til Skagen i kortere og længere perioder gennem hele livet og efterlod den kunst- og kulturarv, der i dag bevares og bringes ind i nutiden på Skagens Museum, i Anchers Hus og Drachmanns Hus.